Landstingslov nr. 7 af 31. maj 2001om udnyttelse af is og vand med henblik på eksport (is- og vandeksportloven)
Kapitel 1.
Anvendelsesområde§ 1. Landstingsloven regulerer udnyttelse af is og vand med henblik på eksport.
Stk. 2. Landstingsloven gælder også for søterritoriet omkring Grønland.
Stk. 3. Landstingsloven gælder ikke for udnyttelse af is og vand med henblik på forsyning til forbrug i Grønland eller udnyttelse af is- og vandressourcer til vandkraft samt undersøgelser i forbindelse hermed.§ 2. Udnyttelse af is og vand med henblik på eksport samt undersøgelser i felten i forbindelse hermed kan alene finde sted i henhold til tilladelse meddelt efter reglerne i denne landstingslov.
Stk. 2. Staten og hjemmestyret kan som hidtil udføre videnskabelige og praktiske undersøgelser af generel og kortlægningsmæssige karakter vedrørende hydrologiske og glaciologiske forhold.
Kapitel 2.
Forundersøgelser§ 3. Landsstyret kan for et nærmere afgrænset område og på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse uden eneret til at foretage forundersøgelser vedrørende mulighederne for udnyttelse af is og vand med henblik på eksport.
Stk. 2. Tilladelsen kan meddeles for en periode på højst 3 år ad gangen.
Kapitel 3.
Udnyttelse§ 4. Landsstyret kan for et nærmere afgrænset område og på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse til udnyttelse af is og vand med henblik på eksport. Tilladelse meddeles med eneret for landområder. Tilladelse for havområder meddeles uden eneret med mindre særlige forhold foreligger.
Stk. 2. Tilladelse kan meddeles særskilt for henholdsvis is og vand. Tilladelsen bortfalder, hvis der ikke etableres udnyttelse inden en i tilladelsen fastsat tidsfrist, der ikke kan overstige 5 år fra tilladelsens meddelelse.§ 5. Tilladelse efter § 4 kan kun meddeles til anparts- eller aktieselskaber, der har hjemsted i Grønland, som alene udfører virksomhed i medfør af tilladelser i henhold til denne landstingslov og som ikke sambeskattes med andre selskaber.
Stk. 2. Rettighedshaveren skal råde over fornøden sagkundskab og økonomisk baggrund for at kunne udføre den pågældende udnyttelsesvirksomhed.
Stk. 3. En tilladelse efter § 4 kan ikke omfatte et område, hvis udnyttelsespotentiale væsentligt overstiger rettighedshaverens behov.§ 6. Landsstyret kan uden erstatning til rettighedshaveren inden for det område, som er omfattet af en tilladelse efter § 4, meddele tilladelse til andre til at udnytte is og vand med henblik på forsyning til forbrug i beboede områder.
§ 7. En tilladelse efter § 4 kan meddeles for en periode på højst 20 år.
Stk. 2. Landsstyret kan forlænge den i stk. 1 angivne periode på nærmere fastsatte vilkår.
Kapitel 4.
Plan for den samlede virksomhed§ 8. Inden udnyttelse og etablering af de dertil hørende anlæg og øvrige foranstaltninger iværksættes, skal en plan for den samlede virksomhed være godkendt af Landsstyret.
Stk. 2. I planen efter stk. 1 skal rettighedshaveren dokumentere, hvilken kvalitet de solgte produkter vil have ved salg til modtagerne, samt hvorledes virksomheden vil sikre produkternes kvalitet.
Stk. 3. Planen skal endvidere omfatte de i § 11 nævnte oplysninger.
Kapitel 5.
Plan for ophør af virksomhed§ 9. I forbindelse med ansøgning om godkendelse af en plan for den samlede virksomhed efter § 8 skal rettighedshaveren fremsende en plan, som skal angive, hvad der ved virksomhedens ophør skal foretages med hensyn til oprydning og fjernelse af anlæg, der er etableret i henhold til tilladelsen. Hvis anlæg, som af miljø- og sikkerhedsmæssige grunde kræver vedligeholdelse efter virksomhedens ophør, planlægges efterladt i området, skal planen for ophør af virksomheden angive, hvorledes denne vedligeholdelse vil blive foretaget.
Stk. 2. Planen for ophør af virksomheden skal være godkendt af Landsstyret inden udnyttelse kan iværksættes, jf. § 8, og skal angive, hvorledes det økonomisk sikres, at planen kan gennemføres.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte plan skal regelmæssigt ajourføres og skal ajourføres ved væsentlige ændringer af udnyttelsesvirksomheden. Ændringer af ophørsplanen skal også godkendes af Landsstyret.§ 10. Indstilling af udnyttelsesvirksomhed for en periode med henblik på senere genoptagelse af virksomheden forudsætter godkendelse af Landsstyret med henblik på sikring af, at anlæg vedligeholdes, mens virksomheden er indstillet, samt af at den i § 9 angivne ophørsplan senere kan gennemføres, hvis virksomheden ikke genoptages. Godkendelse kan meddeles for indtil 2 år ad gangen.
Stk. 2. Hvis en sådan midlertidig indstilling har varet 2 år eller vilkårene for denne ikke overholdes, kan Landsstyret påbyde rettighedshaveren at iværksætte den i § 9 angivne ophørsplan.
Kapitel 6.
Vilkår, tilsyn, påbud og oplysningspligt§ 11. I forbindelse med ansøgning om godkendelse af en plan for den samlede virksomhed efter § 8, skal ansøgeren tilvejebringe de oplysninger, som Landsstyret anser for relevante, herunder oplysninger om virksomhedens økonomiske soliditet og mulighed for rentabel drift samt en vurdering af de miljø- og beskæftigelsesmæssige aspekter af den påtænkte virksomhed.
§ 12. I en tilladelse efter §§ 3-4 samt godkendelse efter §§ 8-10 fastsættes nærmere vilkår vedrørende tekniske, sikkerhedsmæssige, miljømæssige, arealmæssige, ressourcemæssige og kvalitetsmæssige forhold.
Stk. 2. Ved godkendelse efter §§ 8-10 kan fastsættes vilkår til sikring af opfyldelsen af rettighedshaverens forpligtelser efter stk. 1, herunder sikkerhedsstillelse.§ 13. I en tilladelse efter §§ 3-4 fastsættes vilkår om rettighedshaverens forpligtelse til løbende at foretage oprydning og lignende i de berørte områder.
Stk. 2. I en tilladelse efter § 4 fastsættes vilkår om rettighedshaverens forpligtelse til ved virksomhedens ophør at foretage oprydning i de berørte områder, samt fjerne anlæg, der er etableret i henhold til tilladelsen, i overensstemmelse med den i § 9 angivne ophørsplan.
Stk. 3. I en tilladelse efter § 4 fastsættes endvidere vilkår til sikring af opfyldelsen af rettighedshaverens forpligtelser efter stk. 2, herunder vilkår om hel eller delvis sikkerhedsstillelse.§ 14. I en tilladelse efter §§ 3-4 kan fastsættes vilkår om adgangen for andre end rettighedshaveren til at udnytte is- og vandressourcerne til eget brug inden for det af tilladelsen omfattede område.
§ 15. I en tilladelse efter §§ 3-4 fastsættes, under hvilke omstændigheder tilladelsen kan tilbagekaldes af Landsstyret, og i hvilket omfang rettighedshaverens forpligtelser består efter tilladelsens ophør.
§ 16. I en tilladelse efter §§ 3-4 kan fastsættes vilkår om, at en tvist mellem Landsstyret og rettighedshaveren om en tilladelses fastsatte vilkår er opfyldt, skal indbringes for en voldgiftsret, hvis afgørelse er endelig. Retningslinjer for voldgiftsrettens virksomhed, lovvalg og sammensætning kan også fastsættes som vilkår.
§ 17. Medmindre andet er fastsat ved lov, fører Landsstyret tilsyn med rettighedshaveres virksomhed omfattet af denne landstingslov og kan meddele påbud om overholdelse af landstingsloven og forskrifter samt vilkår udstedt i medfør af landstingsloven. Tilsynsmyndighedens medarbejdere har til enhver tid uden retskendelse og mod behørig legitimation adgang til alle dele af virksomheden i det omfang, det er påkrævet for varetagelsen af deres hverv.
Stk. 2. Hvis rettighedshaveren ikke efterkommer påbud om gennemførelse af de i § 13 nævnte foranstaltninger, kan Landsstyret lade disse gennemføre for rettighedshaverens regning og risiko.
§ 18. Rettighedshavere skal meddele Landsstyret alle oplysninger, som er fornødne for myndighedsbehandlingen af virksomheden. Landsstyret kan til gennemførelse af myndighedsbehandlingen pålægge en rettighedshaver at indsende de fornødne oplysninger.
Stk. 2. Rettighedshavere skal hvert år fremsende rapportering om den udførte virksomhed og dennes resultater, herunder om virksomhedens miljøpåvirkning. Vilkår om rapportering fastsættes i tilladelserne.
Kapitel 7.
Myndighedsbehandling og certificering§ 19. Landsstyret kan bestemme, at virksomhed omfattet af denne landstingslov forvaltes af én myndighed og kan inden for denne lovs rammer fastsætte nærmere regler for forvaltningens udøvelse.
§ 20. Forud for meddelelse af tilladelse efter §§ 3-4, indhentes udtalelser hos de berørte kommuner. For områder uden for den kommunale inddeling indhentes udtalelse hos det pågældende borgerråd.
§ 21. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om en certificeringsordning med angivelse af kvalitetskategorier for is og vand, som udnyttes og eksporteres i henhold til tilladelser efter § 4.
Stk. 2. I tilladelser efter § 4 kan fastsættes vilkår om, at rettighedshaveren skal følge de bestemmelser, som fastsættes i henhold til stk. 1.
Kapitel 8.
Selskab til varetagelse af aktiviteter vedrørende udnyttelse og eksport af is og vand§ 22. Der kan indgås aftale mellem hjemmestyret og rettighedshaver om, at et af hjemmestyret ejet selskab indtræder i den af tilladelsen omfattede virksomhed.
Stk. 2. Landsstyret træffer beslutning om hvilket selskab, der skal varetage aktiviteter vedrørende hjemmestyrets deltagelse i henhold til stk. 1. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for selskabets varetagelse af sådanne aktiviteter, herunder om aktiviteternes udskillelse i et særligt selskab.
Kapitel 9.
Andre bestemmelser§ 23. Enhver overdragelse af en tilladelse efter §§ 3-4 skal godkendes af Landsstyret.
Stk. 2. En tilladelse efter §§ 3-4 er unddraget fra enhver form for kreditorforfølgning.§ 24. Rettighedshaver er erstatningsansvarlig for skader, der forvoldes ved virksomhed omfattet af en tilladelse efter §§ 3-4, efter de almindelige erstatningsregler, medmindre anden lovgivning foreskriver et videregående ansvar.
Stk. 2. I en tilladelse efter §§ 3-4 kan fastsættes vilkår om, at rettighedshaverens erstatningsansvar skal være dækket af forsikring eller anden form for sikkerhed.§ 25. Landsstyret offentliggør årligt en beretning om virksomhed i henhold til denne landstingslov.
Kapitel 10.
Afgifter og gebyrer§ 26. I en tilladelse efter § 4 kan fastsættes vilkår om rettighedshaverens betaling af afgifter. Der kan herunder fastsættes vilkår om betaling af en afgift beregnet på grundlag af produktionens størrelse og værdi.
§ 27. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om rettighedshaverens betaling af gebyr for tilladelse efter §§ 3-4, herunder gebyr for tilladelsens meddelelse, forlængelse, overdragelse samt for al anden myndighedsbehandling vedrørende tilladelsen.
Stk. 2. Landsstyret kan endvidere fastsætte nærmere regler om betaling af gebyr ved fremsendelse af ansøgning om tilladelse efter §§ 3-4.
Stk. 3. De i stk. 1-2 angivne gebyrer indgår til dækning af udgifter forbundet med myndighedsbehandlingen og kan fastsættes med hel eller delvis omkostningsdækning.
Kapitel 11.
Ekspropriation§ 28. Landsstyret bemyndiges til ved ekspropriation at erhverve fast ejendom til rettighedshavere og Landsstyret, der er nødvendig til gennemførelse af den i denne landstingslov omhandlede virksomhed. Ekspropriation sker efter reglerne i Landstingslov om ekspropriation.
Kapitel 12.
Sanktioner§ 29. Bøde kan idømmes den, der uden tilladelse udfører virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, i denne landstingslov.
Stk. 2. Med mindre andre foranstaltninger kan idømmes efter den øvrige lovgivning, idømmes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt
1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som en myndighed har krav på i henhold til landstingsloven eller i henhold til forskrifter udstedt i medfør af landstingsloven.
2) overtræder bestemmelsen i § 23.
3) tilsidesætter vilkår meddelt i medfør af § 12 stk. 1, § 13, § 21, stk. 2, eller § 26.
4) undlader at efterkomme de i § 10, stk. 2, eller 17, stk. 1, anførte påbud.
Stk. 3. I forskrifter udstedt i medfør af landstingsloven, kan det fastsættes at forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne kan medføre bøde.
Stk. 4. Er den i stk. 1-3 nævnte overtrædelse begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der idømmes den juridiske person som sådan bøde. Er overtrædelsen begået af hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan disse idømmes bøde.
Stk. 5. Bøder, som idømmes i medfør af denne landstingslov eller forskrifter i henhold til denne landstingslov, tilfalder Landskassen.
Kapitel 13.
Ikrafttræden§ 30. Landstingsloven træder i kraft den 1. juli 2001.
Stk. 2. Landstingsforordning om tilladelse til eksport af grønlandske produkter finder ikke anvendelse for eksport af is og vand efter denne landstingslov.
Stk. 3. Landstingslov om offentlighed i forvaltningen finder ikke anvendelse for rapportering om udført virksomhed og dennes resultater efter denne landstingslov.
Kapitel 14.
Overgangsbestemmelser§ 31. Udnyttelses- og eksporttilladelser vedrørende is og vand med henblik på eksport, som er meddelt ved landstingslovens ikrafttræden, bevarer deres gyldighed for den periode, for hvilken tilladelsen er meddelt.
Stk. 2. Sager vedrørende ansøgning om tilladelse til virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, der ikke er færdigbehandlet ved landstingslovens ikrafftræden, viderebehandles efter denne dato i henhold til denne landstingslov.
Grønlands Hjemmestyre, den 31. maj 2001.
Jonathan Motzfeldt/
Søren Hald Møller